Natur

Sejerø er fortrinlig for naturnydere. Der er rige muligheder for gode traveture i den dejlige natur og fiskeri langs den lange kyststrækning. Særligt fladfisk findes i stort tal og kan både fiskes og harpuneres. Er man ikke til fiskeri men godt kan lide at spise fisk, kan der oftest købes friskfangede rødspætter på fiskerbådene, når dagens fangst landes sidst på eftermiddagen. I sommersæsonen sælges der langs vejene mange steder friske grøntsager.DSC_9132

Sejerø er et af de eneste steder i landet, hvor man kan opleve alkefuglen tejsten, da den yngler på klinterne nær øens sydlige spids. Er man heldig kan man også få en sæl at se, og både harer, fasaner og hjorte findes i stort tal, da de ingen naturlige fjender har på øen.